Enterprise Edition er landet!

Cluedin lancerer ny version af banebrydende software.

I dag lancerer Cluedin deres nye Enterprise Edition af den software, der skal gøre det nemmere for organisationer at dele viden på tværs af medarbejdere og afdelinger.

Med den nye softwareversion tager Cluedin et vigtigt skridt i kampen mod en af nutidens største organisatoriske udfordringer – datasiloer. Den konstant stigende udvikling i antallet af cloud- og lokalt baserede services har de seneste år været en naturlig årsag til skabelsen af datasiloer, da disse services ofte er inkompatible, og data derfor bliver isoleret i de enkelte services.

Fremkomsten af datasiloer er ofte en utilsigtet handling, men den manglende evne til at dele viden kan have negative følger for den enkelte virksomhed samt skabe stor frustration hos medarbejderne. Og netop frustrationen over ikke at have adgang til eksisterende viden og frustrationen over besværlige arbejdsgange i forbindelse med organisatorisk vidensdeling var inspirationskilden for holdet bag Cluedin.

”I de organisationer jeg har arbejdet for, var der altid én ting, der irriterede mig. Jeg lagde mærke til, at vidensdeling aldrig rigtig fandt sted som en naturlig del af arbejdsmiljøet. Hverken medarbejdere, teams eller afdelinger havde indblik i hinandens arbejde, og derfor var der ingen, der så det store billede. Sagen er, at jeg er en ’vidensarbejder’ – jeg higer efter at vide, hvad der sker i mit team og i den organisation, jeg arbejder for, fordi jeg ved, at netop den viden andre sidder med, potentielt kan hjælpe mig med at producere et bedre stykke arbejde på en mere effektiv måde,” siger Tim Ward, der er CEO for Cluedin.

Al viden samlet på ét sted

Cluedin er en integrationsplatform, der automatisk integrerer alle de services, den enkelte virksomhed benytter i det daglige arbejde. Derudover er softwaren tilføjet kunstig intelligens, der forbinder, beriger og behandler de tilgængelige informationer på en måde, der tilføjer værdi til selv den simpleste data.

Søg på tværs af services

Cluedin giver brugeren mulighed for at søge på tværs af de integrerede services. Softwaren søger i filers indhold, hvilket betyder, at brugeren har mulighed for at finde præcis den fil, denne leder efter – uanset hvor filen er gemt.

Et samlet overblik

Med Cluedin får brugeren et overblik over, hvad der foregår internt i virksomheden ud fra netop de aspekter, der er vigtige for den enkelt medarbejder f.eks. dokumenter, kunder og projekter.

Cluedin giver også en samlet oversigt over alle de data, der er forbundet til et givent søgeresultat. Brugeren får derigennem det fulde overblik over brugbar data, hvilket giver mulighed for tage de mest kvalificerede beslutninger i forbindelse med det daglige arbejde.

Subscribe

Gennem subscribe-funktionen får brugeren mulighed for at subscribe til f.eks. dokumenter, præsentationer, nøgleord eller personer, der kan være vigtige for brugerens fremtidige arbejde. Bliver der foretaget ændringer i dokumenter eller bliver et nøgleord nævnt internt i virksomheden, vil brugeren øjeblikkeligt få en besked om den givne aktivitet. 

Det grundlæggende formål med Cluedin er at lette de processer, der er i forbindelse med organisatorisk vidensdeling. Dette gøres bedst, ved give alle i den enkelte virksomhed adgang til og mulighed for at bruge den vigtige data, der er spredt i hele organisationen.

”Vi tror på, at alle skal have mulighed for at udnytte den værdifulde viden, der eksisterer internt i en organisation. Det gøres først og fremmest ved at sikre, at alle rent faktisk har adgang til den viden. Og det er her, vi mener, at vores produkt kan gøre en reel forskel,” siger Martin Hyldahl, der er CTO for Cluedin.